Danskerne og klimaforandringerne: De unge går forrest, mens politikere og virksomheder forventes at tage et større ansvar

markus-spiske-1629874-unsplash.jpg

En ny undersøgelse fra Ipsos afslører, hvordan danskernes holdninger til en række aktuelle klimaspørgsmål har udviklet sig i de 10 år siden Danmark var vært for COP15. Klimaansvaret er rykket tættere på. Vi stiller store krav til politikere og virksomheder, men vi tager også selv større ansvar. Og især skiller de unge sig så klart ud, at det giver mening at tale om en klimagenerationskløft.

Otte ud af ti (83 %) er overbevist om, at klimaforandringerne er menneskeskabte, og 65 % mener, at de allerede er en realitet. Andelene er steget signifikant i de 10 år siden COP15.

Hver anden dansker (49 %) oplever, at global opvarmning er en trussel mod dem selv eller deres lokalsamfund i dag. Det er næsten dobbelt så mange som i 2009 (27 %) og knytter sig især til oplevelsen af ekstreme vejrfænomener og oversvømmelser.

Den samlede danske befolkning vil fordele 19 ud af 100 milliarder kroner til klima og miljø – men blandt de 18-24 årige er det hele 25 milliarder ud af 100, hvilket er en signifikant stigning de seneste 10 år.

Hvem har ansvaret?

60 % mener, at Danmark skal gå forrest i reduktion af C02 udledning, heraf 72 % blandt de 18-24-årige. Politisk støtter 72 % i ”rød blok” synspunktet sammenlignet med 43 % i ”blå blok”. Så ud over at være generationspolitik er klimaet også blokpolitik.

Danskerne har store forventninger til politikerne for at få det til at ske: I alt 43 % lægger ansvaret hos Folketinget, kommuner og de største byer. 15 % hos EU. 21 % hos erhvervslivet. Mens 19 % mener, at forbrugerne selv bærer det største ansvar. Som vi netop har set ved stemmeafgivelsen til EP-valget, kigger de unge i signifikant højere grad mod Europa for at finde klimaløsninger: 22 % af de 18-24 årige mener, at EU har det største ansvar.

Hvor langt er vi selv villige til at gå?

Igen er de unge villige til at gå længere for klimaet end resten af befolkningen, og det er ligeledes deres holdninger, der har flyttet sig mest i løbet af de seneste på 10 år:

  • 90 % af de 18-24 årige mener, at politikerne bør handle for at nedbringe CO2 udledningen

  • 82 % af de 18-24 årige mener, at det er vigtigt at prioritere bæredygtige varer.

  • 73 % af de 18-24 årige mener, at Danmark skal gå forrest, selvom det medfører lavere forbrug

Når det kommer til spørgsmålet om kød, er 35% af danskerne begyndt at spise mindre kød inden for det seneste år. Til sammenligning er dette tal helt oppe på 54% blandt de 18 – 24 årige.

Klima og erhvervslivet

Danskerne stiller højere forventninger til leverandører og virksomheder i 2019 end for 10 år siden. Både når det handler om arbejdsmiljø/sikkerhed for medarbejderne og virksomhedernes forurening. I 2009 mente 37 % at det var vigtigt med en leverandør, der begrænsede sin forurening. Det gør 57 % i 2019.

Til spørgsmålet om hvilke tiltag en virksomhed bør igangsætte for at blive defineret som ”bæredygtig”, svarer hele 68 %, at virksomheden bør anvende bæredygtigt materiale til emballage og indpakning. 67 % svarer, at virksomheden bør reducere mængden af emballage på produkterne. Emballagen er altså et vigtigt skridt i retningen mod en mere bæredygtig profil i forbrugernes øjne.

Emballage og engangsplastik

Hele 80 % af danskerne er bekymret for hvordan miljøet bliver påvirket af plastikemballage, plastikposer og andre ting til engangsbrug.

Ansvaret for at reducere mængden af unødig emballage og plastik bliver opfattet som et fælles ansvar. 43% svarer, at virksomheder, butikker, politikere og forbrugere har lige stort ansvar. Men flere end hver fjerde (i alt 28 %) peger på, at ansvaret først og fremmest ligger hos de virksomheder, der producerer emballagen og/eller de butikker, der sælger varerne.

Test din egen viden

På baggrund af resultaterne fra undersøgelsen har vi udarbejdet en kort quiz, hvor du kan teste din egen viden og blive klogere på klimaområdet.


Kontakt

Hvis du vil vide mere eller er interesseret i at få undersøgelsen tilsendt, er du velkommen til at kontakte Klaus Mikkelsen, Country Manager, på Klaus.Mikkelsen@ipsos.com eller telefon (+45) 3319 3999.

Brug af data

Undersøgelsens resultater kan frit bruges af medier ved samtidig angivelse af kilden. Korrekt kildeangivelse er: ”Undersøgelsen er gennemført af Ipsos Danmark i maj 2019”.