Ipsos søger partnere til stor klimaundersøgelse

Gardening_843.jpg

I 2009 gennemførte Ipsos en analyse i forbindelse med COP15, der satte fokus på danskernes holdninger og adfærd i forhold til klimaforandringer og klimaindsatser. I de kommende måneder gentager vi undersøgelsen og opdaterer med de nyeste tendenser inden for bæredygtigt forbrug. Og du kan få dine spørgsmål med.

I år er det 10 år siden, København var vært for COP15 klimatopmødet i Bella Center. Dengang gennemførte Ipsos en undersøgelse blandt danskerne om deres forhold til klimaændringer, og hvordan deres forbrug blev påvirket af den spirende klimabevidsthed.

Der er sket meget på klimafronten siden da. Men hvordan har danskernes syn på klima og klimaændringer helt præcist udviklet sig? Hvilke tanker, bekymringer, ønsker og adfærdsændringer finder vi blandt danskerne? Det undersøger Ipsos de kommende måneder ved at gentage undersøgelsen fra 2009.

Skal du være med?

Vores vinkel på undersøgelsen er klimaforandringer og klimaindsatser med udgangspunkt i forbrugeren og i øjenhøjde med forbrugeren. Derudover vil vi udvide undersøgelsen med nye vinkler og tendenser inden for bæredygtigt forbrug – og her leder vi efter nye samarbejdspartnere, vi kan udvikle og designe undersøgelsen sammen med.

Resultaterne for undersøgelsen præsenteres på dette års Folkemøde, hvor vi med vores deltagelse ønsker at byde ind på verdensmål nummer 13 om klimaindsats.

Lyder ovenstående som noget for dig og din virksomhed, vil vi meget gerne høre fra jer senest den 5. april 2019.